Fakta om udvalget

Kommunalbestyrelsen nedsatte i forbindelse med budgetaftalen for budget 2024 et §17, stk. 4-udvalg med politikere og borgere, som fik til opgave at drøfte den videre udvikling af vores mange lokalsamfund på landet og øerne i signaturprojektet Liv i lokalsamfundene og på øerne. Samtidig blev der afsat 10.000.000 kr. over 4 år (2025-2028) til at føre initiativer ud i livet.
Udvalgets opgave har været at komme med forslag til handlinger, som skal medvirke til at realisere landsbyplaner og helhedsplanen for øerne.  Derudover har udvalget drøftet forslag til rammen for det fremtidige samarbejde mellem ø- og lokalsamfundene og kommunalbestyrelsen.

21 forslag

Et halvt års arbejde i foråret 2024 med at finde frem til, hvordan vi kan skabe endnu mere liv i vores lokalsamfund og på vores øer, kulminerede den 12. juni 2024 med en  præsentation af de 21 forslag for borgere og kommunalbestyrelsen.

21 forslag inden for tre temaer
Udvalgets arbejde har ført til 21 konkrete forslag inden for tre overordnede temaer:

  • Det levede liv – kultur, idræt, foreningsliv, fællesskaber og mødesteder
  • Samarbejde med kommunen
  • Bosætning, erhverv og vækst
Som eksempler på forslagene kan nævnes
  • Lokalsamfundsteam
  • Forøgelse af landdistriktspuljen
  • Landsbyambassadører
  • Landsbysyn, hvor lokalrådet/beboerforeningen/udviklingsrådet gennemgår landsbyen sammen med kommunens folk for at tale om standarder og prioriteringer i forhold til vedligeholdelse af lokalområdet
  • Udvide aftenafgangene for Bjørnøfærgen
  • Udvidet følgeordning for ø-børnene
  • Fribusser i udvalgte områder

Læs alle 21 forslag til liv i lokalsamfundene sat uddybende beskrivelse.

Hvad sker der nu?

Den politiske prioritering af forslagene finder sted i forbindelse med forhandlingerne om budget 2025-2028.
Disse forhandlinger finder sted i perioden aug. til okt. 2024.
Fynsland forventer at forvaltningen umiddelbart efter, at der er indgået budgetforlig, indkalder til møder ift. at komme i gag med de udvalgte forslag.